Virkeligheden:
Så længe den første kamp stadig er programsat, tilsiger fornuften, at Brøndby skal spille kvalifikation til Conference League.
Men fornuften har trange kår i disse tider, hvor konsekvenserne af MCO’ernes grådige rovdrift på europæiske fodboldklubber, viser sig for fuld udblæsning.
Der er mange spørgsmål, og meget få svar.
Men man behøver blot at gå ind og læse på de to klubbers hjemmesider, for at konstatere, at David Blitzer sidder på en væsentlig magt og indflydelse, i både Brøndby og Crystal Palace.
Så vi må se.
Hvad der til gengæld burde være hævet over enhver tvivl, er, at sagen blotlægger et klokkeklart brud på værdiaftalen.
Den larmende tavshed fra ledelsens side er ganske enkelt en hån mod løftet om at Brøndby skal drives med gennemsigtighed og åbenhed, punkt 2.2 i den juridisk bindende del.
David Blitzer og David Novak, som udgør den øverste magt i gfh, har stadig til gode at udtale sig om deres ejerskab af Brøndby.
Så efter normal standard kan man med rimelighed spørge om punkt 2.2 nogensinde er blevet overholdt.
Men normalen blev hældt ned i den samme skuffe som fornuften, da brandalarmen gik af i Laudrup Loungen på den skelsættende dag i efteråret 2022.
Det bør dog omsider få alle til at indse, at vi står midt i flammerne, når man ikke engang i denne situation, hvor hele Europa kigger med, finder det nødvendigt at komme med en udmelding.
Hvis der aldrig har været et problem med vores europæiske deltagelse, har ledelsen jo med stor fordel kunne melde det ud for længe siden.
Punkt 2.2.4 stiller endvidere krav til, at der til enhver tid, skal være en liste over gfh-klubberne på Brøndbys hjemmeside.
Listen var på magisk vis borte fra Brøndbys hjemmeside i et døgn da den engelske presse begyndte at indrage Brøndby som deltager i UEFAs kabale omkring John Textors kontrol med både Crystal Palace og Olympique Lyon.
Da den dukkede op igen, var ordlyden ændret.
Nu ‘ejer’ David Blitzer pludselig ikke Crystal Palace, men har ‘ejerandele’ i klubben.
Påfaldende tidspunkt de opdagede ‘fejlen’, må man sige.
Desuden var linjen om Scott Krases rolle som ‘observatør’ i Larne FC blevet fjernet fra den besynderlige forklaring om hans børns familiefonds aktieandel i klubben.
Larne FC sender talent til prøvetræning i Brøndby – NEJ TIL GFH
Der er vist behov for en meget grundigere revidering af listen. Uden mærkelige søforklaringer, og med klar angivelse af alle gfh-ejernes præcise indflydelse og kontrol med andre klubber.
Og så er det vist på også på høje tid at de sidste fire hemmelige ejere kommer ud af busken….
Ellers er det endnu et bevis for at Værdiaftalen er et stykke værdiløst papir, der kun er med til at legitimere gfh’s ejerskab. Den har været en sovepude, som har afholdt den aktive del af Brøndbys fanscene, fra at være den kritiske stemme, der mere end nogensinde er brug for.
Der må være en grænse for, hvor længe man kan kigge ned i jorden, før det må betegnes som grov uagtsomhed.