Blandt de mindre profilerede investorer i gfh er de amerikanske brødre Dan og Michael Schwab, som gennem en mindre MCO-struktur, Trinity Sports Holdings, var medejere af Dagenham & Redbridge FC og Memphis 901 FC, da GFH overtog Brøndby i 2022.
Siden er det ikke gået så godt.
De to klubber optræder ikke på listen over gfh-klubber, der skal være på Brøndbys hjemmeside ifølge værdiaftalen, men er anført ud for brødrenes Schwab i det salgsdokument Brøndby sendte ud i forbindelse med salget til gfh.
Dagenheim and Redbridge rykkede seneste sæson ned i sjettebedste engelske række, og har hidtil ført en anonym tilværelse, i hvert fald for danske fodboldfans.
Men i sidste uge fandt en nyhed fra klubben frem til Bold.dk’s spalter.
Den tidligere Liverpool og Newcastle-stjerne, 36-årige, Andy Caroll, er blevet føjet til truppen efter en unavngiven investorgruppe fra Qatar har overtaget 100 procent af ejerskabet og indsat finansmanden Yoseph Al Sharif som formand.
Man skal have listen over gfh-investorer frisk i erindring, før der ringer en klokke, og den danske vinkel dukker op.
Blandt navnene på klubbens tidligere ejere er brødrene Dan and Michael Schwab, som også er blandt de ti navne på personer og virksomheder, der er blevet præsenteret offentligt som ejere af gfh.
Det er ganske vist svært at opdrive engelske kilder, der bekræfter deres medejerskab af Dagenheim and Redbridge, men de står beskrevet på klubbens hjemmeside blandt 5 andre amerikanske investorer, som overtog ejerskabet i 2018, under navnet Victoria Road Football LLC.
Dette selskab er en slags afdeling af firmaet Trinity Sports Holdings, der ejer en række Minor League baseball-klubber, og tidligere ejede Memphis 901 FC.
Klubben måtte lukke 13. november 2024, og et nyt hold skal efter planen overtage deres licens fra 2026.
Ikke ligefrem et imponerende CV for de to brødre.
Tilbage i januar 2023 afholdte Brøndby et optaktsmøde med fans i Laudrup Loungen med deltagelse af Head of Football i gfh, og næstformand i klubbens bestyrelse, Scott Mclachlan. En fan ville vide om gfh en dag kunne finde på at sælge sin andel videre til en saudiarabisk prins, Red Bull eller lignende.
Det svarede formand Jan Bech uden tøven nej til. Gfh’s talsmand Mclachlan havde dog en anden opfattelse.
– Jeg synes, det er et hypotetisk spørgsmål, hvis jeg skal være ærlig, for hvad der sker om 20 år? Hvilken tilstand er den politiske verden til den tid, og hvem har råd til, hvad Brøndby kan være værd på det tidspunkt?
Det gør det til et hypotetisk spørgsmål for mig.
Selvom jeg respekterer det og synes, det er stillet med stor oprigtighed og integritet – så kan jeg ikke svare på det, fordi jeg ikke kan se 20 år ud i fremtiden. Så det er mit bedste svar, helt ærligt.
Det er på høje tid med et langt grundigere eftersyn af, hvem vi har sluppet indenfor i varmen – og hvad de har slæbt med i bagagen. Og så havde det nok været en god idé at stå fast på de krav, vi stillede til Værdiaftalen, der blandt andet skulle give os mulighed for at få indflydelse på, hvem der skal sælges til, når gfh en dag skal videre.